Licensbetingelser
Version 1.0 - 23. september 2026
Rafique Consulting, CVR 37871249 ("vi"), udvikler og leverer programmet RapidClinic ("programmet"). Ved at installere eller bruge programmet accepterer du ("kunden") disse betingelser på vegne af dig selv og den klinik, du bruger programmet for.
1. Ophavsret
Programmet, dets brugerflade, dokumentation og hjemmeside er beskyttet af ophavsret og tilhører Rafique Consulting. Alle rettigheder, der ikke udtrykkeligt gives i disse betingelser, forbeholdes. Programmet indeholder komponenter fra tredjeparter, som er omfattet af deres egne licenser (se punkt 10).
2. Brugsret
Mod en gyldig licensnøgle får kunden en ikke-eksklusiv, ikke-overdragelig brugsret til programmet i licensperioden og i det omfang, der er aftalt (fx antal brugere eller computere). Kunden må ikke sælge, udleje, videregive eller dele licensnøglen med andre, ændre programmet, omgå licenskontrollen eller forsøge at udlede kildekoden, medmindre ufravigelig lovgivning giver ret til det.
3. Prøveperiode
En gratis prøveperiode giver fuld brugsret i den aftalte periode (normalt en måned). Prøveperioden ophører af sig selv. Der er ingen binding og ingen betaling, medmindre kunden efterfølgende indgår en aftale om et abonnement.
4. Klinikkens indhold
Skabeloner, fraser, tekstblokke, undersøgelser og visitationskort, som klinikken selv opretter eller retter, tilhører klinikken. De ligger i klinikkens egne filer og kan tages med, hvis aftalen ophører. Starterbiblioteket (fraser, diagnose- og ydelseskoder, undersøgelser og visitationskort), som følger med programmet, stilles til rådighed som UDKAST. Klinikken må frit bruge og ændre det i egen praksis.
5. Klinisk ansvar
Programmet indsætter tekst og koder, som klinikken selv har skrevet eller godkendt. Programmet stiller ikke diagnoser, vurderer ikke hastegrad og træffer ingen kliniske beslutninger. Visitationskortene viser alene klinikkens egen instruks. Kunden er ansvarlig for:
- at kontrollere tekst, diagnosekoder og ydelseskoder, før de bruges i journalen eller til afregning,
- at starterbiblioteket og visitationskortene gennemgås og tilpasses af en læge, før de bruges i klinikken,
- journalens indhold i øvrigt efter gældende regler.
6. Patientdata og personoplysninger
Programmet lagrer, optager og sender ikke journalindhold eller patientoplysninger. Online sker alene: kontrol af licensnøglen, tjek for nye versioner, feedback, som brugeren selv sender, og en kort daglig statuslinje om programmets tekniske tilstand (kan slås fra). Hvilke oplysninger det drejer sig om, står i privatlivspolitikken på https://rapidclinic.dk/privatliv.html.
7. Opdateringer og support
Vi kan udsende opdateringer, som installeres automatisk. Support ydes efter aftale via kontakt@rapidclinic.dk.
8. Ansvarsbegrænsning
Programmet leveres, som det er og forefindes. Vi er ikke ansvarlige for indirekte tab, herunder driftstab, tabt fortjeneste, tab af data eller følger af forkert indsat tekst eller forkerte koder, som kunden ikke har kontrolleret. Vores samlede ansvar er begrænset til det beløb, kunden har betalt for programmet de seneste 12 måneder. Begrænsningerne gælder ikke ved forsæt eller grov uagtsomhed.
9. Ophør
Brugsretten ophører, når licensperioden udløber, eller hvis kunden væsentligt misligholder disse betingelser. Ved ophør skal kunden stoppe brugen af programmet. Klinikkens egne filer berøres ikke.
10. Tredjepartskomponenter
Programmet indeholder komponenter fra tredjeparter, som er omfattet af deres egne licenser. Licensteksterne og oplysninger om kildekode ligger i mappen "Licenser" i programmappen og kan også fås ved henvendelse til kontakt@rapidclinic.dk.
11. Lovvalg og værneting
Disse betingelser er underlagt dansk ret. Tvister afgøres ved de danske domstole.
Kontakt: Rafique Consulting, CVR 37871249, kontakt@rapidclinic.dk